To biler med 700 kilo khat

Det tyske politi har taget to biler på vej mod Danmark med det berusende middel khat.

Den ene bil blev fundet ved et rutine-eftersyn på en rasteplads på motorvejen syd for Slesvig. Tolderne vinkede en italiensk statsborger ind til siden, og da de kontrollerede bagagerummet, kunne de tydeligt lugte, at her var der khat. Temmelig meget, viste det sig. Gemt i papkasser lå 523 kilo.

Bil nummer to

Lidt senere blev endnu en bil vinket ind til siden. Føreren var fra Belgien, og da han lukkede bagagerummet op, viste det sig, at han havde 34 kasser med et par hundrede kilo khat.

Begge biler havde kurs mod Danmark, men politiet har ikke givet oplysninger om, hvor lasten skulle hen. De 700 kilo khat bliver brændt.

Khat er en mildt euforiserende plante, som bringer brugerne i løftet stemning. Khat er især populær i Somalia og Jemen.S