Bilist alvorligt kvæstet efter kollision nær Kruså

To personbiler er stødt frontalt sammen på landevej i Sønderjylland. En person har fået svære kvæstelser.

Opdatering 17.25: De pårørende til den alvorligt kvæstede bilist, en 47-årig kvinde, er blevet underettet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til TV2.dk. Politiet oplyser, at kvinden formentlig overlever.

En bilist er torsdag middag kommet alvorligt til skade i en trafikulykke på Sønderborgvej ved Hønsnap nord for Kruså.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ved ulykken stødte to personbiler frontalt sammen.

 - Vi arbejder stadig på stedet, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Bjørn Pedersen klokken 13.
 Politiet modtog anmeldelsen klokken 12.18.

KLIK og se mere tv på localeyes.dk

 Årsagen til ulykken kendes endnu ikke.

 - En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet, siger vagtchefen.

 Politiet vil ikke oplyse, hvor mange personer der var involveret i sammenstødet, og om flere er kommet til skade.
 De pårørende til den svært kvæstede bilist er endnu ikke underrettet.

 Sønderborgvej er blevet spærret for al trafik mellem Frueskovvej og Mosevej/Kelstrupskovvej på grund af ulykken.