Bilist dræbt efter overhaling af gyllevogn

47-årig mand trafikdræbt på Tingvejen nær Esbjerg, da han under en overhaling kørte ind i en lastbil.

En overhaling af en traktor med efterspændt gyllevogn udviklede sig tirsdag aften fatalt for en 47-årig mandlig bilist på Tingvejen ved Roust nordøst for Esbjerg, skriver ritzau.
 

Mand eller kvinde?

I forbindelse med overhalingen tordnede bilisten frontalt sammen med en modkørende lastbil.
 - Bilisten blev dræbt på stedet og var faktisk så ilde tilredt, at det i første omgang var vanskeligt at identificere kønnet på ham, siger vagtchef Erik Lindholdt ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Fra Grindsted

De efterfølgende undersøgelser har dog vist, at der er tale om en 47-årig mand fra Grindsted.
Føreren af lastvognen slap fysisk uskadt fra kollisionen.
Politiet har underrettet den dræbtes pårørende.