Bilist er blevet dræbt nær Vojens

Frontalt sammenstød på landevej mellem Over Jerstal og Vojens skal undersøges af bilinspektøren.

En mand fra Aabenraa har mistet livet i en trafikulykke syd for Vojens søndag eftermiddag.

Ulykken er sket ved halv fire-tiden på Vojensvej mellem Over Jerstal og Vojens, oplyser politiet.

To biler kørte frontalt sammen cirka midtvejs mellem de to byer. I hver bil sad kun føreren.

Mens den ene blev dræbt på stedet, beskrives den anden kun som lettere tilskadekommen.

- Vi kender ikke årsagen til, at de kører frontalt sammen. Vi har tilkaldt en bilinspektør, siger vagtchef Ole Aamand i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Vejen blev spærret i forbindelse med oprydningsarbejdet.

Den dræbte var 34 år og var kørende i en VW Lupo. Den anden bilist, der slap billigt, er 67 år og fra Vojens-området, og han sad bag rattet i den større Ford Transit varevogn.

Hvilken bilist, der var ovre i den forkerte side af vejen, skal bilinspektøren nu forsøge at klarlægge.