Bilist fængslet for dødsulykke

En 39-årig mand fra Horsens er fængslet til 31. august i sagen om dødsulykken ved Give onsdag eftermiddag. Han sigtes for uagtsomt manddrab og for at have kørt i påvirket tilstand. Sandsynligvis på grund af stoffer.

Ved ulykken kørte den 39-åriges bil med høj fart op bag i en anden bil, hvor en 95-årig kvinde var med som passager. Kvinden døde af sine kvæstelser.

- Vi har valgt at fremstille manden i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Han er blandt andet sigtet for uagtsomt manddrab, fortæller Peter Verner Hansen fra lokalpolitiet i Vejle.

Sigtelsen for uagtsomt manddrab skyldes, at manden ifølge politiet har været påvirket under kørslen, formentlig af stoffer.

Han sigtes derfor også efter færdselslovens paragraf 54 om kørsel i påvirket tilstand. Derudover sigtes han efter straffeloven for på hensynsløs måde at bringe andres liv i fare.

Den 39-årig blev fremstillet i et grundlovsforhør i Kolding. Det blev holdt for lukkede døre. Derfor kan politiet ikke frigive flere detaljer om sagen.

Retsmødet tgo to timer.