Politijagt: Bilist på flugt tæt på at ramme fodgængere

En 24-årig bilist fra Esbjerg forsøgte mandag aften at flygte fra politiet med fire kilo hash. Ingen kom noget til.

Det kunne have gået helt galt for to fodgængere ved Stengårdsvej i Esbjerg mandag aften. De måtte begge springe i sikkerhed, da de pludselig fik en biljagt lidt for tæt ind på livet. Ingen kom dog noget til ved hændelsen.

Det begyndte ved 22-tiden, da en politipatrulje fattede mistanke til en mandlig bilist, der kom kørende alene i bilen ad Storegade i Esbjerg.

 
 
quote

Det er svært at sige, om det her er banderelateret, men de fire kilo hash er jo nok ikke til eget forbrug.

Henrik Sønderskov, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi

Da betjentene forsøgte at standse bilen, valgte chaufføren at tage flugten. Under den forholdsvis korte biljagt nåede den 24-årige bilist at køre op over cykelstien ved Stengårdsvej, og det var ved fodgængerfeltet, at to gående måtte springe for livet.

Senere valgte bilisten at standse bilen og tage flugten til fods. Han nåede dog ikke langt, før betjente fik ham standset og anholdt.

Fire kilo hash gemt i bilen

Under ransagningen af den 24-åriges bil fandt betjentene formentlig grunden til, at han ikke havde lyst til at tale med politiet. Der dukkede nemlig fire kilo hash op.

Politiet kender i forvejen den 24-årige mand for forskellig kriminalitet. Om sagen har noget med byens bandekriminelle at gøre er usikkert.

- Det er svært at sige, om sagen her har forbindelse til bandemiljøet i byen. Men de fire kilo hash er jo nok ikke til eget forbrug, siger Henrik Sønderskov, der er vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet søger vidner

Den anholdte bliver nu sigtet for besiddelse af de fire kilo hash og for at have bragt andre menneskers liv i fare.

Politiet vil i øvrigt meget gerne høre fra de to fodgængere, der var ved at blive ramt under biljagten.