Bilister mangler respekt for vejarbejdere

Talrige bilister kører som vanvittige, når der er vejarbejde på en motorvej. De er tilsyneladende ligeglade med vejarbejdernes liv og førlighed trods kampagner om at respektere dem.

Det konstaterede Syd- og Sønderjyllands Politi under en kontrol på halvanden time på Esbjergmotorvejen 22. november. Kontrollen blev gennemført ud for afkørslen til Esbjerg Lufthavn, hvor der er vejarbejde.

17 bilister i personbiler og fem lastbilchauffører kørte med en hastighed, der var over den tilladte grænse på 50 kilometer i timen.

Overhaling i nødsporet

14 bilister fik et klip i kørekortet, mens otte fik en betinget frakendelse af kørekortet. Det vil sige, at de skal op til en orienterende køreprøve.

Den højeste hastighed blev målt til 96 kilometer i timen.

Foruden hastighedsovertrædelserne blev to bilister noteret for at foretage overhaling i nødsporet. Begge kan nu se frem til en bøde og et klip i kørekortet.

- At så mange ser stort på færdselssikkerheden ved vejarbejdet er overraskende, siger operativ leder af færdselsafdelingen Kenneth Benfeldt.

Han tilføjer, at politiet følger op med nye kontroller på stedet i nærmeste fremtid, så vejarbejderne kan udføre deres arbejde i trygge omgivelser.

Politiet gennemførte kontrollen efter borgerhenvendelser om vanvidskørsel på stedet.