Bilister: Parkeringsplads er en pengemaskine

Ifølge flere bilister, at skiltningen ved transportcentret nord for Vejle så mangelfuld, at det stort set umuligt at se, at man rent faktisk skal købe en parkeringsbillet.

For få dage siden kostede det Ulla Larsen 1300 kroner i bøde at parkere ved langtidsparkering bag DTC ved Vejle. Hun oversåe ganske enkelt, at man skal betale for at holde der.

- Problemet er, at hvis man kommer, når det er mørkt, ser man det ikke. For der er ikke gadelys hernede, fortæller hun.

Ved vejen står et skilt i bilhøjde, hvor der bare står langtidsparkering. Men der står også et større skilt. Her - cirka tre meter over jorden - står der, at man skal hente en parkeringsbillet.

- På mig virker det, som om det er velvalgt, at de bruger den metode med at støvsuge området for p-bøder. Det er en indtægtskilde, som de formentlig ikke vil lave om på . Det virker ikke, som om det er orientering til bilisterne, siger Torben Sloth.

Ingen billetautomat

Det kræver en tur på 800 meter tilbage til transportcentret for at hente den billet, der gør, at man kan opfylde skiltets budskab. Hvis man altså ser skiltet. Der er nemlig ingen billetautomat ved parkeringspladserne, der kan tilkendegive, at man skal betale for at holde der. På den baggrund indkasserede Ulla Larsen to bøder på hver 650 kroner.

- Da jeg fik mine bøder, var der ti biler, der også havde to afgifter under vinduesviskerne. Så jeg er bestemt ikke den eneste, siger hun.

SF's retsordfører er heller ikke imponeret af skiltningen.

- Det kunne godt se ud, som om der er behov for klare retnigslinjer. I det hele taget tror jeg, at reglerne på området trænger til et gennemsyn, siger Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

På parkeringspladsen bag DTC i Vejle holdt i dag tre biler. To af dem havde fået tre bøder hver. I alt 3900 til Q-park, som står for parkeringspladsen. Ulla Larsen fik kun to bøder, men nu har hun klaget til Q-Park.