Bilister ræsede selv på vej til og fra racerløb

Syd- og Sønderjyllands Politi havde lørdag placeret en fotovogn på vejen til og fra Padborg Park, hvor der var racerløb. 14 bilister blev blitzet, og fartrekorden på landevejen var 145 kilometer i timen.

Syd- og Sønderjyllands Politi havde lørdag placeret en fotovogn på vejen til og fra Padborg Park, hvor der var racerløb.
Syd- og Sønderjyllands Politi havde lørdag placeret en fotovogn på vejen til og fra Padborg Park, hvor der var racerløb.
Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Lørdag var en travl dag for Syd- og Sønderjyllands Politis fotovogn. På fire forskellige lokaliteter blev der målt hastigheder.

Et af stederne var på vejen ved Padborg Park, hvor flere tusinde motorsportsglade var samlet i løbet af både dagtimerne og lørdag aften til Padborg Park Night Race.

14 bilister blev blitzet af politiet på vejen ved Padborg, seks af dem får klip i kørekortet, og to kan se frem til en betinget frakendelse af kørekortet. 

Fartrekorden på landevejen uden for Padborg Park blev sat af en bilist med 145 kilometer i timen i en 80-kilometerzone.

Ved de fire fartkontroller lørdag blev sammenlagt 108 bilister blitzet, hvoraf 14 fik klip, to mister deres kørekort betinget, og to bilister kørte så stærkt, at de mister kørekortet ubetinget. 

De to ubetingede frakendelser blev udløst af målinger i landsbyen Randerup i Tønder Kommune. Her kørte den hurtigste bilist 104 kilometer i timen i en 50-kilometerzone - og det er en overskridelse på mere end 100 procent, hvilket ifølge reglerne betyder farvel til kørekortet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.