Uheld på uheld: Bilister skøjter rundt på Esbjergmotorvejen

Der er indtil videre ikke meldinger om personskade på Esbjergmotorvejen, hvor der tirsdag aften er sket flere uheld.

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer tirsdag aften om glat føre på Esbjerg Motorvejen ved Holsted mellem Vejen og Esbjerg. Der er sket flere uheld, fortæller politiet.

- Der sker uheld i begge retninger. Det er spejlglat derude, og bilisterne skøjter rundt. Så det er bare med at køre forsigtigt, siger vagtchef Bjørn Pedersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Vagtchefen har indtil videre kun fået meldinger om materiel skade i forbindelse med de mange uheld.

Motorvejen blev på et tidspunkt spærret midlertidigt i østlig retning ved Holsted. Det skete for at beskytte redningspersonalet, fordi bilisterne ikke satte farten ned.

Ifølge Vejdirektoratet skyldes det glatte underlag hagl på vejen. 

Opdatering 21.30: Vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi fortæller, at bilister forsat har store problemer på Esbjergmotorvejen. Vejen er spærret igen, denne gang er det i vestgående retning mellem Esbjerg N og Esbjerg Ø, hvor flere biler er stødt sammen. Det er muligt at køre fra ved afkørsel Esbjerg N.