Bilister tager fotos af ulykker

Uanstændig opførsel - og farligt! Dansk Autohjælp oplever ofte, at bilister enten ræser forbi ulykkessteder - eller også tager de billeder med deres mobiltelefoner.

Bilister reagerer forskelligt - og ofte uhensigtsmæssigt - når de når frem til et ulykkessted efter at holdt i kø i lang tid.

- Nogle bilister bliver så utålmodige, at de ræser forbi ulykkesstedet uden hensyn til de forulykkede og redningsmandskabet. Men vi ser også bilister, der er så nysgerrige, at de fotograferer eller filmer uheldet med deres mobiltelefoner, mens de kører forbi ulykkesstedet. Det skaber farlige situationer, og er desuden en uanstændig opførsel, siger autoredder Daniel Dressel fra Dansk Autohjælp.

Risiko

Han fortsætter:

- Det er farligt og derfor forbudt bare at tale i mobiletelefon, mens man kører bil. Og så er det ikke svært at forstå, at det må være endnu farligere at koncentrere sig om at tage billeder eller film, mens man passerer et ulykkessted. Det øger risikoen for yderligere uheld, og det gør, at det tager længere tid at opløse køen..

Hasarderet

Redderne oplever hyppigt, at bilisterne reagerer med hasarderet manøvrer for at komme forbi et uheldssted.

- Vi ser lykkeriddere, som kører mellem keglerne og over i modsat kørselsretning, når vejarbejde gør, at man skal deles om færre spor. Andre overhaler i nødsporet. Det er usædvanligt farligt, og man kommer ikke hurtigere frem. Det skaber bare kaos i køen, og måske ender det med et uheld, så køen bliver endnu længere, fortæller Daniel Dressel.

En prøvelse

En kø er - uanset om den skyldes vejarbejde eller uheld - en prøvelse for bilisterne. Redderen fra Dansk Autohjælp har et par gode råd til bilisterne, som havner i den situation:

- Kør efter forholdene, kør pænt forbi evt. uheld og vær opmærksom på trafikken frem for uheldet eller vejarbejdet. Det gælder ikke mindst i modsat kørselsretning, hvor der let opstår en såkaldt kiggekø. Tænk på, at din egen opbremsning let kan skabe kø bagude.

Daniel Dressel advarer også bilisterne mod at stå ud af bilen, selv når køen står helt stille. Hvis trafikken pludselig sætter i gang, mens man lader vandet i vejkanten, eller hvis der kommer et udrykningskøretøj, udsætter man både sig selv og de øvrige trafikanter for fare.