Fartkontrol ved skolestart: Bilister taget med op til 73 km/t

I forbindelse med skolestart har Syd- og Sønderjyllands politi gennemført fartkontroller ved de syd- og sønderjyske skoler.

Politiet har blandt andet ført fartkontrol ved Brorsonskolen i Varde, hvor 16 bilister kørte over den tilladte fartgrænse. For to bilister betød det et klip i kørekortet. De to bilister kørte henholdsvis 73 og 71 km/t ved området omkring skolen, hvor man kun må køre 50 km/t.

Det ærgrer vicepolitiinspektør Christian Østergård:

-Vi vil gerne have så få sager som muligt. Vi vil gerne have hastigheden ned.

16 sager for meget

Christian Østergård så gerne, at der slet ikke havde været nogle fartovertrædelser.

- Vi synes jo selvfølgelig, at det er 16 sager for meget. Når vi tager ud til skolerne, vil vi gerne have blanke blokke, når vi kommer hjem.