Bilka får dom for religiøs chikane

En varehuschef i Bilka kaldte en ansats kirke for en "sekt", men det var krænkende, mener retten i Horsens. Bilka skal betale 25.000 kroner.

Bilka Horsens er ved retten i Horsens blevet dømt for at have chikaneret tidligere ansat på grund af hans kristne tro, fordi en varehuschef kaldte en ansats trossamfund for en "sekt".

Kristelig Fagbevægelse har ført sagen på vegne af medlemmet, og opfatter det som en principiel sag.

- Mig bekendt er det første gang, at forskelsbehandlingsloven bruges til at rejse krav om en godtgørelse for forskelsbehandling med baggrund i et kristent engagement, siger Kristelig Fagbevægelses advokat i sagen Carl S. Madsen i en pressemeddelelse.

Bilka blev af retten i Horsens dømt til at betale 25.000 kroner i erstatning til den tidligere ansatte samt sagens omkostninger, fremgår det af dommen fra Retten i Horsens.

Ifølge Kristelig Fagbevægelse fungerer den tidligere ansatte Georg Peter Berthelsen som præst i Apostolsk Kirke. Chefen for det pågældende Bilka-varehus kaldte flere gange kirken for en "sekt", hvilket Georg Peter Berthelsen følte ydmygende og nedværdigende, da Apostolsk Kirke er et anerkendt trossamfund.

Retten har nu givet ham medhold i, at varehuschefen optrådte krænkende ved at kalde Apostolsk Kirke en "sekt".

Fodfejl

En kedelig sag som man skal tage ved lære af. Det siger Dansk Supermarked.

HR Manager Charlotte Ærthøj Lind i Dansk Supermarked mener, at varehuschefen begik en fodfejl ved at lade den uheldige kommentar falde.

- Det er naturligvis upassende at bruge det ord, men vi er overraskede over, at den enkelte bemærkning får denne her konsekvens. Det er rigtig vigtigt at sige, at Dansk Supermarked er en mangfoldig virksomhed, som ikke diskriminerer, siger Charlotte Ærthøj Lind.

I Dansk Supermarked vil man nu nærlæse dommen og derefter tage stilling til, om den skal ankes til landsretten.