Supermarkedsboss: Flyt grænsehandlen hjem til Sønderjylland

Topchefen for Dansk Supermarked, Per Bank, vil flytte grænsehandelen nord for grænsen med en særlig afgiftsfri zone i Sønderjylland

Grænsehandelen er så skadelig for dansk økonomi og erhvervsliv, at man bør gå drastisk til værks og oprette en grænsehandelszone nord for grænsen, hvor kunderne kan stoppe i Danmark og betale det samme for deres varer som i de tyske butikker. 

Det mener Per Bank, der topchef i Dansk Supermarked, der bl.a. driver Bilka og Netto. Han fremsætter forslaget i en kronik i dagens Børsen.

- Optimalt set var der slet ikke behov for et grænsehandelsbælte med lavere moms og afgifter. Men faktum er jo, at vi allerede har præcis sådan et bælte. Det ligger bare syd for grænsen i stedet for i Danmark, hvor det ville skabe vækst og job i Udkantsdanmark og sende en masse penge i statskassen, siger Per Bank.

Ifølge de nyeste tal fra Skatteministeriet udgjorde grænsehandlen med nydelsesmidler (slik, chokolade, øl og vin) omtrent 4 milliarder kroner i 2016.

Supermarkedsbossen kommer med sit forslag, netop som VLAK-regeringens nye vækstteam for handel og logistik trækker i arbejdstøjet.

I regeringen er skatteminister Karsten Lauritzen (V) også bekymret for grænsehandlen og vil gerne drøfte, hvordan man kan komme problematikken til livs med Dansk Supermarked.

Men ministeren giver ikke meget for et grænsehandelsbælte nord for grænsen.
- Jeg anerkender udfordringen, men hvis det var en super god idé at lave særlige afgifts- og skattezoner, tror jeg, at vi havde kigget på det. Man skal tænke sig grundigt om. Det vil føre til, at folk i Nordjylland spørger: Hvorfor skal vi betale moms heroppe? At behandle folk ens er det klogeste, siger skatteminister Karsten Lauritzen, (V), til Børsen.