Billige øl skaber splid i Vejles natteliv

En liter fadøl til 40 kroner. Det lyder godt i flestes ører, men ikke blandt diskotek- og barejere i Vejle. Her er de nemlig godt og grundigt utilfredse med at en af byens barer, Zwei Grosse Bier Bar, sælger billige øl.

Overdrevent fulde unge, hærværk, uro, svineri og utryghed. Det er, hvad Vejles natteliv er ved at udvikle sig til, lyder advarslen til Vejles Bevillingsnævn.

Ni af udskænkningsstederne i Vejle beder nu bevillingsnævnet om hjælp til at føre nattelivet i en sundere retning.

- Vi ved godt, at man ikke kan aftale mindstepriser på alkohol og spiritus - og det beder vi heller ikke om. Men der bør være en fælles forståelse for en sund udvikling. Bevillingsnævnet bør kunne fastsætte nogle retningslinier, siger initiativtager Kim Jessen, der er forpagter på Tartan Pub til Lokalavisen.

I brevet til bevillingsnævnet lægger de ni underskrivere også op til, at antallet af bevillinger i Vejle ikke bør vokse yderligere.