Billigere billetter skal lokke rejsende til at flyve indenrigs

Med Billund i spidsen mistede alle Danmarks fem største provinslufthavne passagerer på indenrigsruterne sidste år. Nu skal lavere priser få flere tilbage i flyene.

Trafikken med fly mellem landsdelene er i 2017 faldet med mere end fem procent. Kun Sønderborg har fremgang.

Nu vil flyselskaberne sænke priserne for at lokke kunderne tilbage på flyene, så man står bedre i konkurrencen med blandt andet de billige fjernbusser. 

Allerede torsdag sætter Danish Air Transport, der har hjemsted i Vamdrup, gang i kampagnen med et 24 timers udsalg fra klokken 15 af billetter fra Karup og Rønne.

Det er især flybilletterne til og fra Københavns Lufthavne, som kommer på udsalg. Det skyldes bl.a. lufthavnens nye initiativ med lavere pris for selskabernes landinger, hvor DATs omkostninger sænkes markant til den første april.

 

24 timers udsalg

- Vi vil fremover lave udsalg med passende mellemrum. Der er perioder med færre flyrejsende, hvor vi har overskud af pladser, og hvorfor ikke sætte dem på udsalg? Så får vi også gjort opmærksom på vores i forvejen lave priser på indenrigsruter.Udover udsalg, vil vi også tilbyde en permanent nedsættelse på billetter til seniorer og studerende, siger Jesper Rungholm, administrerende direktør i Danish Air Transport, DAT.

Samtidig skal en kampagne og synlighed i søgemaskinen Rejseplanen.dk skærpe opmærksomheden på flyvning som en del af den kollektive trafik.

Danish Air Transport, der har hjemsted i Vamdrup, står for indenrigsruterne mellem Karup og København og Bornholm og København.