Billigere færgebilletter til Fanø

Det er nu vedtaget, at det bliver billigere at tage færgen til Fanø og 29 andre øer i lavsæsonen. Folketinget vedtog enstemmigt loven fredag.

Man kommer til at skulle have færre penge op af lommen, når man eksempelvis skal med færge til Fanø, Endelave eller Aarø. I alt får 30 danske øer nemlig billigere færgebilletter i lavsæsonen. Det besluttede Folketinget fredag.

Efter sommerferien træder den nye lov i kraft.  Beslutningen er et skridt i den rigtige retning, mener Fanøs borgmester, men der er ikke afsat nok penge:

- Det er naturligvis bedre end ingenting. Men vi vil nu stadig kæmpe videre for den trafikale ligestilling, vi blev lovet før folketingsvalget, siger borgmesteren på Fanø, Erik Nørreby.

Ordningen vil betyde lavere billetpriser i forårs- og efterårsperioden. Hvor meget billetpriserne præcist vil falde, kommer til at afhænge af sejlafstanden, prisstrukturen og det nuværende prisniveau på de enkelte færgerute.

- Jeg glæder mig over, at et enigt Folketing har bakket op om at give billigere færgebilletter for biler og passagerer til øerne. Det har længe stået på øernes ønskeseddel. Den nye ordning betyder, at turistsæsonen kan udvides, og det er med til at skabe vækst på øerne, siger Social- og indenrigsminister Karen Ellemann.

Forhandlingen omkring færgebilletter tog politikerne hul på tirsdag i forbindelse med planlovgivningen.

 

Billigere færgebilletter

Den nye ordning omfatter følgende øer: Læsø, Samsø, Fanø, Ærø, Sejerø, Nekselø, Orø, Agersø, Omø, Askø, Femø, Fejø, Baagø, Avernakø, Lyø, Bjørnø, Birkholm, Strynø, Drejø, Skarø, Hjortø, Aarø, Barsø, Endelave, Hjarnø, Venø, Anholt, Tunø, Fur og Egholm.

Ordningen træder i kraft efter sommerferien.

Loven udmønter initiativet om nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer m.v. til og fra øer i aftalen af 9. februar 2016 om vækst og udvikling i hele Danmark.

Det gælder for de ikke-statslige færgeruter. Initiativet udmøntes for de statslige færgeruters vedkommende af Transport- og Bygningsministeriet.

Tilskuddet til de ikke-statslige færgeruter udgør 28,4 millioner kroner i 2016 og 55,6 millioner kroner i 2017 og frem.