Billund får lavpris-rute til Polen

Lavprisselskabet Wizz Air åbner en ny direkte rute fra Billund til Gdansk i Polen. Flyvningen begynder den 19. juni med afgange mandag og fredag og øger dermed Billund Lufthavns ruteudbud til Central- og Østeuropa.

Det nye samarbejde med Wizz Air er resultatet af bestræbelser på at styrke Billund Lufthavns rutenetværk til Central- og Østeuropa. Den nye Gdansk-rute kommer til at supplere lufthavnens afgange til Riga, Vilnius, Budapest og Prag. Prisen på enkeltbilletter til Gdansk starter ved 70 kroner.

- Vi oplever en øget efterspørgsel på de attraktive ruter til Central- og Østeuropa og specielt Polen er et marked, der er store muligheder i, siger Jesper Klausholm, marketingchef i Billund Lufthavn.

Wizz Air, som sidste år fløj med 15,8 millioner passagerer, er det største lavprisflyselskab i Central- og Østeuropa.