Billund havde 247.000 færre passagerer i 2009

Billund Lufthavn måtte i lighed med hele den internationale luftfartsbranche konstatere tilbagegang i 2009. I alt 2.299.835 passagerer benyttede lufthavnen, hvilket er 247.021 færre end året før.

Der har været tilbagegang i årets første 10 første måneder - men både november og december måneder viser mindre fremgange.

Sterling Airlines gik konkurs den 29. oktober 2008. Selskabet var på dette tidspunkt Billund Lufthavns største kunde. På samme tidspunkt, altså det sene efterår 2008, tog den internationale finanskrise for alvor fart. Det har derfor taget tid at få genopbygget dele af Billunds betydelige internationale rutenet. Samtidig har krisen betydet en vis tilbageholdenhed, når det gælder efterspørgslen efter ferierejser.

Alt ialt betyder det, at Billund har mistet hver 10. passagerer i 2009

Billund har så mange charterrejsende, at tilbagegang på dette område rammer temmelig hårdt i Billund.

Mod slutningen af 2009 er der dog lyspunkter. KLM og Lufthansa præsterer fortsat fine passagertal på deres feederruter til Amsterdam og Frankfurt.

Cimber Sterling er kommet gennem en vanskelig periode og selskabet præsterer flotte vækstprocenter på udenrigsruterne fra Billund.

Ryanair har øget sin beflyvning af Billund, så selskabet i sommeren 2010 har i alt 11 ruter fra Billund, bl.a. nye ruter til Trapani i Italien og Faro/Algarve i Portugal.

Air Baltic har haft stor fremgang på sin rute mellem Billund og Riga. SUN-AIR leverer fortsat pæne tal på en række ruter.

Norwegian lander i Billund i februar måned med 3 daglige indenrigsafgange mellem Billund og København, daglige afgange mellem Billund og Oslo og med ugentlige afgange til Malaga.

Et helt nyt charterselskab, Primo Tours, etablerer sig med et betydeligt udbud fra Billund i 2010.

De traditionelle charterselskaber satser fortsat på Billund, så alt tyder på, at Billund fastholder sin position som Vestdanmarks helt store charterlufthavn.