Billund-konkurrent i krise

Endnu et dundrende underskud i den skrantende Aarhus Lufthavn har sendt selskabet ud i en økonomisk krise, der kan koste den østjyske konkurrent til Billund Lufthavn livet.

Onsdag er borgmestrene fra de fem ejerkommuner, Aarhus, Randers, Favrskov, Syddjurs og Norddjurs, indkaldt til et møde om lufthavnens fremtid med den daglige ledelse og bestyrelsen, og direktør Peter Høgsberg lægger ikke skjul på alvoren.

- Skåret helt ind til benet skal det afklares, om man vil afvikle eller udvikle lufthavnen, siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten.

I 2012 måtte kommunerne fylde lufthavnens pengekasse op efter et underskud på 10 millioner kroner.

På dagens møde vil direktør, Peter Høgsberg, præsentere sine ejere for en meget anstrengt økonomi efter et nyt underskud for 2013, der ifølge en central kilde befinder sig et sted mellem 10 og 20 millioner kroner.

Samtidig har lufthavnen et udtalt behov for nye investeringer, der ifølge ledelsen er nødvendige for at kunne vende lufthavnens nedtur og tage konkurrencen op med især lufthavnene i Aalborg og Billund.

Billund Lufthavn præsterede i 2012 et overskud på 9,9 millioner kroner og når tæt på tre millioner passagerer i 2013.

Se Jyllands-Postens artikel her