Billund Lufthavn flyver derudaf med rekordoverskud

Med et overskud på mere end 63 millioner i 2017, kan Billund Lufthavn præsentere det bedste resultat nogensinde.

Vi er vilde med at flyve, og det mærker de i Billund Lufthavn. Næsten 3,4 millioner passagerer og 72.000 tons flyfragt ligger bag lufthavnens millionoverskud.

Et overskud der lyder på 63,3 millioner kroner i 2017. Det er det bedste resultat nogensinde i lufthavnens 53-årige historie. 

quote

Vi ved, at de rejsende forventer god service, og det er et af vores allervigtigste områder i lufthavnen. Med de seneste års resultater fremstår Billund Lufthavn A/S som en særdeles velkonsolideret og robust virksomhed, der er godt rustet til fremtidig vækst.

Clas Nylandsted Andersen, bestyrelsesformand, Billund Lufthavn

- Vi ved, at de rejsende forventer god service, og det er et af vores allervigtigste områder i lufthavnen. Med de seneste års resultater fremstår Billund Lufthavn A/S som en særdeles velkonsolideret og robust virksomhed, der er godt rustet til fremtidig vækst, siger bestyrelsesformand Clas Nylandsted Andersen i en pressemeddelselse.

I løbet af de sidste otte år har lufthavnen oplevet passagervækst, og bestyrelsesformanden udtaler, at han ingen grund ser til, at det ikke skulle fortsætte de kommende år.

Billund Lufthavn har især oplevet vækst i de måneder, hvor der normalt rejser færrest.

- November til februar har historisk set været lidt stille i lufthavnen, men den tid er ovre. Vi ser nu mere end 200.000 passagerer i alle måneder, mange måneder mere end 300.000, og det gør naturligvis lufthavnen særdeles robust, siger direktør for Billund Lufthavn Kjeld Zacho Jørgensen i en pressemeddelelse.