Billund Lufthavn: Pilot blændet af laser

Skarpt grønt laserlys. Det var hvad piloten på et fly fra AirBaltic lørdag aften blev udsat for under indflyvningen til Billund Lufthavn. Det skriver Vejle Amts Folkeblads netavis.

Det får Lars Hansen, sikkerhedschef i Billund Lufthavn, til at opfordre folk med en laserpen om at tænke sig om.

- Det der kan virke som leg, kan med andre ord få alvorlige konsekvenser.

- Når laserlyset rammer cockpitglasset, brydes det i glasset. Det betyder, at hele cockpittet bliver oplyst af et blændende grønt glimt.

Piloternes nattesyn forsvinder i en periode på flere sekunder, så de ikke kan se instrumenteringen i cockpittet, siger Lars Hansen.

Ifølge sikkerhedschefen kan bestrålingen give piloterne varige øjenskader.

- Jeg er bange for at de mennesker, der bruger laser ikke ved, hvor kraftige deres lasere er. Kan de se flyet, kan laseren blænde en pilot, der flyver i op til flere kilometers højde.- Og der findes lasere på markedet, der er så kraftige, at de også kan gøre piloterne natteblinde permanent, siger Lars Hansen.

Piloterne i flyene i Billund Lufthavn blev i en kort periode generet af en laser for et par år siden. Her blev piloter i ni tilfælde generet af laserlys Politiet ser med alvor på legen med lasere.

- Det er livsfarligt, hvis en pilot under for eksempel indflyvningen til Billund rammes af en laserstråle. Og forseelsen vil udløse en fængselsstraf, siger vagthavende hos Sydøstjyllands Politi.

Forseelsen hører under straffelovens paragraf 252. Her i hedder det, at "den der af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed kan straffes med fængsel i op til otte år".

Flyet fra AirBaltic landede klokken 18.03 lørdag.