Billund Lufthavn vil hente kunder i Aarhus i busser med timedrift

17 daglige afgange mellem Aarhus C og Billund Lufthavn på hverdage skal lokke østjyderne til at flyve fra Billund frem for Tirstrup.

Nu kører bussen – hver time, lige til døren! Med starten af oktober kører bussen "Billund Airport Express" nu hver time mellem Aarhus C og Billund Lufthavn.

- Vi har tidligere fået mange henvendelser fra aarhusianerne med ønsket om bedre og hurtigere busser til Billund. Dette har vi lyttet til og kan nu sammen med Midttrafik tilbyde aarhusianerne endnu lettere adgang til hele verden fra Billund, siger Jesper Klausholm, Marketingchef i Billund Lufthavn, til TV SYD.

Marketingsdirektør i Billund Lufthavn, Jesper Klausholm, vil også have timedrift fra Kolding og Horsens, hvis der er behov.

 

Med de mange nye busafgange vil der være 17 daglige afgange mellem Aarhus C og Billund Lufthavn på hverdage. Hver time vil der køre en bus fra henholdsvis Billund Lufthavn og Aarhus C i de perioder af døgnet, der er mange flyafgange og -ankomster.

Kørslen sker i X-busser med komfortsæder og gratis internet, der gør turen attraktiv for såvel forretningsfolk som ferierejsende. Der er også ansatte på Lego og andre virksomheder i Billund, der bruger bussen til at pendle fra Aarhus.

Kun tre til fire procent af lufthavnens passagerer benytter i dag offentlig transport for at komme til lufthavnen. Den nye bus giver flere muligheden for at komme nemt til Vestdanmarks internationale lufthavn og ud i verden.

- Vejene til Billund Lufthavn er de seneste år blevet udbygget, så rejsetiden fra Aarhus i bil er blevet afkortet og nu tager ca. en time. Alligevel er vi sikre på, at der er et stort behov for at forbedre den offentlige transport mellem Billund og Aarhus, hvilket vi nu gør med ’Billund Airport Express’ busserne, siger marketingchef Jesper Klausholm.

Den kollektive trafik kommer til at stige med den nye bus og en række andre tiltag, der forbedrer infrastrukturen omkring lufthavnen. I 2019 vil passagerne desuden kunne se frem til tog, der kører direkte til terminalen.

Her er alle bustiderne mellem Aarhus og Billund Lufthavn.