Billundborgmester tror fyrede Lego-ansatte hurtigt får nyt job

Ib Kristensen (V) ser positivt på fremtiden for de medarbejdere, Lego afskediger.

Mellem 500 og 600 danske Lego-stillinger skal nedlægges, og en stor del af dem må formodes at skulle findes i Billund. Det fremgik af Legos halvårsregnskab, som legetøjsproducenten offentliggjorde tirsdag.

Når Lego fyrer, så påvirker det naturligvis også Billund Kommune, og her er borgmester Ib Kristensen (V) ærgerlig over fyringsrunden.

- Det her rammer en række medarbejdere, en række familier og personer. Det er selvfølgelig dem, man tænker på og føler med, siger Ib Kristensen til TV SYD.

Er du skuffet over, at Lego vælger at fyre så mange?

- Slet ikke. Det er et firma, der er vokset enormt de seneste år. Det er en helt naturlig proces, at sådan et firma er nødt til at stoppe op en gang imellem. Der var rigtig mange, der var glade, da de fik nyt job, mens det gik godt. Det er naturligvis synd for dem, det går ud over.  Men det er en naturlig proces, siger Venstre-borgmesteren.

Hurtigt i job igen

Han er dog ikke bekymret for, at fyringen vil ramme Billund Kommune hårdt, selvom jobcenteret formentlig får travlt:

- Jeg er sådan set ikke så nervøs, jeg har en tro på, at det nok skal lykkes at få de fyrede i arbejde igen.

Den tro baserer Ib Kristensen på en lav arbejdsløshedsprocent i kommunen – og på Dansk Industris seneste undersøgelse af erhvervsvenligheden i kommunerne. Her placerer Billund sig på en fjerdeplads.

- DI’s undersøgelse viste, at vi har nogle af Danmarks bedste jobcentre. Det får de mulighed for at bevise nu, når vi skal have de her mennesker i arbejde igen. Det arbejde skal også laves sammen med de andre jobcentre i trekantområdet, hvor vi er rigtigt gode til at hjælpe hinanden. Det er vi nødt til at gøre for at få de her mennesker i job igen.