TV der bevæger dig

NATUR

Biolog sikker i sin sag: Puma var ikke en puma men en kat

TV 2 gav to biologer 24 timer til at finde den formodede puma. Den ene af dem, Vicky Knudsen, mener, at selv eksperter kan lade sig snyde af størrelse og afstand.

Puma-billedet til venstre er taget af Kitt Buchardt, og billede til højre er en rød hankat fra omegnen fotograferet af biolog Vicky Knudsen. Foto: Benjamin Nielsen, TV SYD

Biologen Vicky Knudsen har taget dette billede ved marken, hvor pumaen skulle være set, for at illustrere, at afstand og størrelse ofte snyder selv eksperter. Dette er en af naboernes huskat. Foto: Vicky Knudsen, biolog

1 af 2

Var det en puma, der blev observeret på en mark ved Tørring i sidste uge? Det satte TV 2 biolog Vicky Knudsen til at undersøge sammen med kollega Emil Bech-Sanderhoff, og hendes konklusion er klar.

- Det var uden tvivl en huskat. At dømme ud fra størrelsen er jeg sikker på, at det var en kat, siger hun til TV SYD.

I alt ni mennesker har i det midt-, øst- og sydjyske observeret et dyr, de mistænker for at være en puma. En af dem er Kitt Buchardt fra Give, der tog et billede af et puma-lignende dyr på en mark tæt mellem Tørring og Vonge.

Netop den mark besøgte Vicky Knudsen og hendes kollega også for ved selvsyn at bedømme stedet.

- Ved at finde den specifikke mark og tale med landmanden kunne vi konstatere, at græsset var nyslået, da billederne er taget, og derved kan en kat ser stor ud. Her næsten 14 dage efter var det cirka 10 cm højt. Ergo kunne vi afkræfte, at det var en puma på de billeder, siger hun.

Ingen latterliggørelse

Vicky Knudsen understreger, at hun synes, det er godt, at billederne er blevet taget.

- Det giver os nemlig mulighed for at undersøge sagen til bunds. Det er lige så vigtigt at få ting afkræftet som at få dem bekræftet, mener hun.

Hun fortæller, at afstand, omstændigheder og størrelse kan snyde alle, uanset om man er ekspert eller ej. 

- Alle kan blive snydt. Jeg kan stadig tage fejl af dyr. Selv eksperter kan tro, de måske har set en ørn, men i virkeligheden var det en musvåge, fordi afstanden ikke var stor nok, siger Vicky Knudsen, der står bag hjemmesiden “Fuglemandssnak”, hvor hun blandt andet blogger om sin fascination af naturen.

Læs også Kvinde fik en overraskelse i sin bil: - Måske så jeg en puma?

Rød hankat i superzoom

I et opslag på facebookgruppen “Formidling af biodiversitet” har Vicky Knudsen postet et zoomet foto af en rød hankat, der lever ved marken i Tørring. For at illustrere hvordan man kan snydes af billeder taget på lang afstand.

- Jeg siger ikke, at det er den, der er blevet fotograferet. Jeg siger bare, at form, farve og størrelse snyder på super-zoomede billeder, og at det er stort set umuligt at bestemme arter ud fra sådanne billeder, siger hun.

Læs også ZOO-direktør om pumarygter: - Det eneste alternativ er, at det er en lille løve