TV der bevæger dig

Bios får bundkarakter i katastrofeberedskab

Hollandske Bios, der om et år overtager ambulancekørslen fra Falck i størstedelen af Region Syddanmark, får bundkarakter inden for beredskab ved større hændelser og katastrofer.

Det skriver Fyens Stiftstidende efter at have fået aktindsigt i udbudsmaterialet.

Bios Ambulance Service har netop vundet et udbud i Region Syddanmark, som betyder, at den hollandske koncern fra 1. september 2015 og 10 år frem skal varetage ambulancekørslen i Sydvestjylland, Sønderjylland og på Fyn.

Men koncernens danske ambulanceselskab får bundkarakter inden for beredskab ved større hændelser og katastrofer i en evaluering, og det rejser tvivl om selskabets evner ved togafsporinger og lignende.

Bios fik karakteren 1,5, svarende til "mellem mindre end tilfredsstillende og meget utilfredsstillende". Falck, der mistede retten til at varetage opgaven, fordi firmaet var for dyrt, fik karakteren 4, svarende til "mere end tilfredsstillende". Det samme gjorde det dansk-tyske firma Responce, der vandt retten til at køre ambulancer i Trekantområdet.

Regionspolitiker Niels Erik Søndergaard (DF) vil mandag rejse problematikken på et møde i det præhospitale udvalg i Region Syddanmark.

- Jeg var ikke opmærksom på, at Bios var vurderet så dårligt på det punkt. Det lyder meget lavt, siger han, men understreger overfor Fyens Stiftstidende, at han mener, at det var en rigtig beslutning at skille sig af med Falck.

Det kommer også bag på udvalgsmedlem Poul Sækmose (K), at Bios scorer så lavt.

- Det er vi nødt til at kigge på. Lige det punkt skal der altså være styr på - der må ikke være tvivl om, at opgaven med katastrofeberedskab kan løftes, siger han.

Formand for udvalget Thyge Nielsen (V) ville ønske, at Bios havde fået en bedre vurdering, men slår fast, at selskabet lever op til mindstekravene.

- Havde karakteren været helt nede på 0 eller 0,5, ville vi have handlet på det. Men besparelsen gør, at vi kan undgå at spare 100 stillinger væk i vores sygehusvæsen. Det er charmen ved at være politiker - man bliver nødt til at prioritere, siger han.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden