Birgitte motionerer i arbejdstiden og slipper for smerter

På to plejecentre i Varde Kommune har medarbejderne gennem et par måneder dyrket motion i arbejdstiden. Det har øget arbejdsglæden.

Stræk, bøj og sjippetov.

En gang om ugen dyrker personalet på to af Varde Kommunes plejecentre motion – én time i deres arbejdstid. Det hjælper på de slidte kroppe.

- Jeg har problemer med mine skuldre og mit håndled. De her øvelser løsner op, så jeg ikke har så ondt, når jeg arbejder. Det er rigtig godt. Med fysioterapi ved siden af kan jeg passe mit arbejde uden at have ondt eller tage smertestillende medicin, siger sygehjælper Birgitte Simonsen til TV SYD.

Også de yngre medarbejdere, der endnu ikke er nedslidte, får noget ud af træningen.

- Det giver et bedre sammenhold, man bliver gladere på arbejdet, og man lærer hinanden bedre at kende. Det er godt i dette arbejde – at kende hinandens styrker og svagheder, siger sundhedsassistent Kristina Thorning.

quote

Det giver et bedre sammenhold, man bliver gladere på arbejdet, og man lærer hinanden bedre at kende. Det er godt i dette arbejde – at kende hinandens styrker og svagheder.

Kristina Thorning, sundhedsassistent, Varde

Kan være grænseoverskridende at træne med andre

Politikerne i Varde Kommune har lagt sig i selen for at forebygge fysisk nedslidning af plejepersonalet. En personalegruppe, der ofte har højere blodtryk, dårligere kondition og oftere bliver udsat for større fysisk belastning end medarbejdere på andre arbejdspladser.

Men projektet skulle lige sælges rigtigt først, fortæller Christina Møller, der er projektkoordinator i Varde Kommune.

- Der kan være en generel holdning til, at der er ikke nogen der skal bestemme over min krop. Ingen skal bestemme, at jeg skal træne. Nogle er heller ikke vant til at træne. Så det kan være grænseoverskridende at træne blandt andre mennesker, siger hun.

- Beboerne lider ikke afsavn

Når Birgitte Simonsen og kollegerne bruger en time af arbejdstiden på motion, går der en time fra den tid, som skal bruges på plejecenterets beboere. Men det bekymrer hende ikke.

- Det her er kollegatid. Vores beboere har det godt. For i den tid, vi er her, har de andre aktiviteter – for eksempel dans og gåture – som vores frivillige tager sig af. Så beboerne lider ikke noget afsavn.