Biskop blev præst

I dag havde den tidligere biskop i Haderslev, Niels Henrik Arendt, første arbejdsdag i Madum og Staby Sogne.

De sidste 14 år har Niels Henrik Arendt været biskop i Haderslev Stift, men fra i dag er han tilbage der hvor det hele begyndte. Som en af de få biskopper har Niels Henrik Arendt nemlig besluttet at sige op som biskop og blive sognepræst.

Biskoppen er 62 år og fratrådte af egen fri vilje. Han har tidligere fortalt, at han dels mente, at det var tid for fornyelse for stiftet, og dels, at hvis han skulle nå at være præst inden pensionsalderen, så skulle det være nu.

Stillingen som sognepræst er i første omgang på halv tid. Resten af tiden skal Niels Henrik Arendt hjælpe kirkeministeriet med at koordinere fejringen af reformationens 500 års jubilæum i 2017.