Biskopper ikke spurgt om homo-vielser

Landets biskopper har ikke givet tilsagn om, at de vil være med til at udarbejde et vielsesretual for homoseksuelle.

De er faktisk endnu ikke blevet spurgt, skriver Kristeligt Dagblad torsdag.

Regeringen skrev i sit oplæg til vielse af homoseksuelle i folkekirken, at biskopperne havde sagt ja til at lave et vielsesretual for homoseksuelle.

Biskop i Ribe Stift Elisabeth Dons Christensen oplyser, at biskopperne ikke er blevet taget med på råd.

Frygter splittelse

- Det er problematisk at bruge ordet ægtefælle om par af samme køn, fordi det ligestiller ægteskabet med et registreret partnerskab, siger Elisabeth Dons Christensen til Kristeligt Dagblad.

Hun frygter, at beslutningen vil splitte folkekirken:

- Der vil være et mindretal, der vil føle sig klemt på samfundets præmisser, og jeg ville være meget ked af, at det mindretal brød ud af kirken, understreger hun.

Elisabeth Dons Christensen siger til TV SYD, at hun ikk personligt har problemer med at vie homoseksuelle.