Cykelholdet Nor Pro Cycling, som har hjemsted i Vejle, har fredag fået ny hovedsponsor. Bjarne Riis og Lars Seier har sammen valgt at investere i holdet gennem deres Riis Seier Project.
Det nye hold kommer til at hedde Team Virtu Pro-Veloconcept, og bliver sponseret af Bjarne Riis og Lars Seiers selskab Virtu Pro sammen med Veloconcept.
Hos det nye hold ser teammanager Jacob Nielsen frem til det nye samarbejde.
- Vi glæder os meget til at komme i gang. Holdet er ikke nyt, men med de nye sponsorer følger også en masse viden og erfaring, som teamet får gavn af. Bjarne Riis er det største navn i dansk cykelsport, og udover hovedsponsor kommer han til at agere som en stor sparringspartner, siger Jacob Nielsen til TV SYD.
Holdet har været ude på asfalten i dag til træning, og fra næste uge hopper de i nye mørkeblå cykeltrøjer, som kan ses, når holdet deltager i PostNord Danmark Rundt med start onsdag, hvor turen går fra Herning til Esbjerg.