Bjarnes iste er en succes

I køkkenet på en lokal cafe i Aabenraa opfandt kokken en speciel iste, der nu bliver solgt til hele landet og er på vej til udlandet.

- Det er virkelig kommet bag på mig, hvor stor en succes, det er blevet. Jeg lavede jo bare en iste, siger Bjarne Jønson Buthler, der er tidligere ejer af Café Butler i Aabenraa og nu ejer af Butler Engros.

Bjarne Buthler er uddannet gourmetkok og lavede maden fra bunden på sin cafe i Aabenraa, men han syntes, der manglede noget.

- Jeg synes, at mad og drikke skal følges ad, og da jeg lavede maden fra bunden, skulle drikkevarerne jo også laves fra bunden med gode råvarer, derfor gik jeg i gang med at opfinde min egen drik, lyder det fra Bjarne Buthler.

Det blev startskuddet til et sandt eventyr for Bjarne Buthler. Isteen blev hældt ned i stride strømme, og snart blev han kontaktet af andre caféer og detailindkøbere, der også ville sælge hans iste. Bjarne Buthler fik så stor succes, at han solgte Cafe Butler og investerede i et mikrobryggeri og lejede produktionslokaler, hvor han kunne tappe og emballere isteen. Nu bliver den solgt flere steder i landet og er på vej til de udenlandske markeder.

- Vi havde den med på verdens største fødevaremesse i Køln i efteråret, hvor der var stor interesse for den fra udenlandske kunder, og til april gælder det en messe i Singapore, så vi håber inden længe at kunne levere til udlandet, lyder det fra Bjarne Buthler.

Se mere om den populære iste
Programmet Naboer sender kl. 15 i eftermiddag live fra Café Butler i Aabenraa. Programmet går bag om  den populære iste og besøger bl.a. også den lokale tehandel, som gemmer på den specielle og meget hemmelige teblanding til den populære iste. Det er kl. 15 på TV SYD+ og genudsendes kl. 19.55 og 22.40