Bjørn Svensson er død

Tidligere redaktør af dagbladet Dannevirke og tidligere leder af DR's Radio Syd, Bjørn Svensson, er død. Han blev 99 år.  

Ivrig debattør

Bjørn Svensson stammede fra Sønderborg og var i årtier kendt som en kyndig debattør, ikke mindst i spørgsmål med relation til det dansk-tyske grænseland.
 Med baggrund i en uddannelse som cand.polit. blev han politisk medarbejder ved Dannevirke, hvor han siden blev ansvarlig redaktør fra 1950-56. Fire år senere blev han leder af Radio Syd, hvor han virkede til 1979.
  

Tavshed er underkastelse

Bjørn Svensson levede under mottoet "tale er sølv - tavshed er underkastelse", og han efterlader et omfattende forfatterskab, hvor han har beskæftiget sig med dansk nazisme og i udpræget grad den sønderjyske historie.