Black Friday koster dyrt i Vejen

De høje rabatter sætter store spor på bundlinjen i butikker, og derfor er det ikke alle butiksejere, der er begejstret for den store indkøbsdag.

Den amerikanske mærkedag Black Friday, hvor der er tradition for høje rabatter og lave priser, er efterhånden blevet en fast tradition og uanset om butikkerne kan lide det eller ej, så gælder det om at være med på vognen.

Sådan føler flere af butiksindehaverne i Vejen det også, og her er dagen mere et nødvendigt onde end en stor festdag.

- Vi er selvfølgelig med, men jeg kan godt sige, at det er noget fanden har skabt, men det er der, så vi er nødt til at gå med, siger Rita Fredslund Hansen, der er indehaver af LadyLingeri i Vejen til TV SYD.

quote

Vi er selvfølgelig med, men jeg kan godt sige, at det er noget fanden har skabt

Rita Fredslund Hansen, indehaver LadyLingeri, Vejen

Hos Tina Foxil i tøjbutikken MissYou er svaret nogenlunde det samme. Det er nødvendigt at være med, for det handler om at overleve.

- Ellers så har vi tabt, så tager folk andre steder hen, så vi har ikke nogen valgmuligheder, siger indehaver Tina Foxil til TV SYD

Tina Foxil forklarer her hvorfor de er nødt til at sætte priserne ned i dag.

 

Også hos tøjbutikken Mads & Stine er det med blandede følelser, at en helt almindelig fredag nu er blevet til Black Friday.

- Altså vi har jo en megaomsætning på dagen, men der er meget stille i ugen op til og ugen efter og det kan man godt have det lidt ambivalent med, siger indehaver Anders Peter Ohrt til TV SYD.

Men butiksejerne er enige om, at Black Friday er kommet for at blive, og derfor forsøger de at få det bedste ud af dagen, og håber de mest trofaste kunder bliver i Vejen i stedet for at tage turen til de store butikker i Kolding.

De fleste butikker i Vejen har i dag åbent til klokken 22.00 på grund af Black Friday.