TV der bevæger dig

Blæksprutten truer Nordsø-fisken

Den ti-armede blæksprutte findes i flere arter. Her er en af dem.

Tyske biologer er bekymrede over en ny trusel mod fiskebestanden i Nordsøen. Den ti-armede blæksprutte breder sig, og den æder den fiskeyngel, der er grundlag for fiskeriet.

Temperaturen i Nordsøen stiger. Det har allerede betydet, at visse fiskearter søger mod nord. Multen er kommet op fra Middelhavet, og det er både fiskere og fiskespisere godt tilfredse med. Østersen breder sig til fryd for nogle og til frygt for dem, der fisker blåmuslinger, fordi østersen indtager muslinge-bankerne.

Nu siger tyske biologer, at den ti-armede blæksprutte er den næste trusel.

Fisker blækspruttens fjender

Daniel Oesterwind fra universitetet i Kiel fortæller det tyske nyhedsbureau DPA, at blæksprutten er en fare for øko-balancen i Nordsøen.

Det kan betyde, at grundlaget for det traditionelle fiskeri smuldrer. Fiskerne går efter blækspruttens fjender, som er torsk, kulmule og skaldyr, og når blæksprutten ingen fjender har, formerer den sig uden problemer.

- Blæksprutter lever af fiskeyngel, påpeger Daniel Oesterwind. De æder løs af de småfisk, der senere skal blive deres fjender, og så er den onde cirkel dannet. Blæksprutten vokser hurtigt til den størrelse, som de traditionelle fjender ikke vil binde an med, og på den måde vil der blive flere og flere blæksprutter, hvorefter rovfisken, blækspruttens fjende, trækker sig tilbage til de kølige farvande mod nord.

Anton Dekker bygger om

Havbiologen fra universitetet i Kiel siger, at staterne omkring Nordsøen må sætte sig sammen og blive enige om helt klare regler for, hvordan fiskeriet skal foregå. Det kan også blive nødvendigt at omstille fiskeindustrien.

Det er allerede ved at ske i Holland, hvor to fiskefartøjer er bygget om til kun at fange blæksprutter.

Et af fartøjerne tilhører Anton Dekker i Scheveningen. Han måtte gang på gang erkende, at han fangede flere blæksprutter end torsk og tunger. Da han undersøgte problemet og regnede lidt på det, fandt han ud af, at der var flere penge i blæksprutter. Derfor byggede han sin kutter "SL-9-Johanna" om.

80 kroner kiloet

I dag lever Anton Dekker af at fange blæksprutter. Han får omkring 80 kroner per kilo blæksprutte, og det synes han er en god pris.

Anton Dekker har ingen problemer med fangstkvoter. Han siger, klimaet i Nordsøen ændrer sig hurtigere, end bureaukraterne i EU kan nå at handle, så han fanger, hvad han kan.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden