TV der bevæger dig

Blærerøvshegn optaget på eftertragtet liste: Vi er enormt glade

01:52

- Selvom vi har været på verdensarven i rigtig mange år, er det fantastisk, at det hele i Jelling nu er kommet med, siger Morten Teilmann-Jørgensen fra museet Kongernes Jelling. Se hele interviewet med ham her. Video: TV SYD

Kirken, runestenene, gravhøjene og nu også palisadehegnet i Jelling er erklæret verdensarv.

Hvis de smiler lidt ekstra i Jelling i dag, er det ikke så underligt.

Den kæmpe mur af træ, som vikingekongen Harald Blåtand opførte omkring hele Jelling, er nemlig blevet føjet til Unescos verdensarvsliste.

Det besluttede Unesco mandag på et møde i Bahrains hovedstad, Manama, på Den Arabiske Halvø.

- Vi er enormt glade. Selvom vi har været på verdensarven i rigtig mange år, er det fantastisk, at det hele i Jelling nu er kommet med, siger formidlingsansvarlig Morten Teilmann-Jørgensen fra museet Kongernes Jelling til TV SYD.

- Palisaden gik rundt om Jelling, og ved at få den med har vi fået en helstøbt fortælling.

Du kan se hele interviewet med Morten Teilmann-Jørgensen i videoen øverst i artiklen.

Læs også De kan ikke få nok i Jelling: Harald Blåtands "blærehegn" skal være verdensarv

Det er ikke første gang, Jelling havner på den eftertragtede liste over bevaringsværdige steder.

I 1994 blev Jelling det første sted i Danmark til at få det internationale kvalitetsstempel, da kirken, runestenene og gravhøjene blev erklæret verdensarv.

- Han byggede det, fordi han kunne

Palisadehegnet er cirka 360 meter på hvert led og indrammer et areal, der svarer til cirka 20 fodboldbaner. Hegnet er fra omkring år 960 og ifølge Kongernes Jelling et af de største byggerier fra vikingetiden.

Og spørger man Morten Teilmann-Jørgensen var det rent blær fra Harald Blåtands side.

- Han behøvede ikke at bygge et så stort og stabilt hegn. Det er bygget midt inde i landet, hvor der ikke var nogen fjender, så han har kun bygget det, fordi han kunne - og for at vise sin magt, sagde han i sidste uge til TV SYD.

Også vikingebyen Hedeby og det historiske voldsanlæg Dannevirke i Nordtyskland er netop blevet optaget på Unesco-verdensarvslisten.

Foruden Jelling-monumenterne og -palisaden og Hedeby og Dannevirke repræsenterer også Christiansfeld og Vadehavet Syd- og Sønderjylland på listen.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu