Blæsende og lun jul i vente

DMI advarer om blæst og vindstød af stormstyrke ved vestkysten i juledagene, som ellers bliver lune.

Det sidste håb om hvid jul er endeligt afblæst. Temperaturerne kan snige sig op omkring ti plusgrader, hvor det bliver varmest, men det vil føles koldere som følge af vinden.

- Og man kan se langt efter sne i juledagene, siger Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut til Ritzau.

Det er specielt i dagene omkring juleaften, at det ventes, at vinden kommer til at være hård.

I første omgang ventes der en del blæst både juleaften og 2. juledag. Der vil komme vindstød op til hård kuling. Og selv om temperaturen kommer op på ti grader visse steder, så vil det føles koldere som følge af vinden.

- Vinden kommer fra vest, så specielt langs den jyske vestkyst vil man opleve, at vinden giver et ordentligt tryk med vindstød op til stormstyrke, lyder det fra vagthavende meteorolog Klaus Larsen.

Der ventes også en smule nedbør i julen. Nedbøren vil i første omgang komme som regn, men det er risiko for, at noget af nedbøren vil falde som hagl.

Solen vil med jævne mellemrum kigge frem i det meste af landet i løbet af juledagene, men det er en god idé at være opmærksom på vejret, inden man går ud.

Selv om solen måske kigger frem, og temperaturen sniger sig op mod de ti grader, så vil vinden tage toppen af fornøjelsen. Vinden vil få det til at føles koldere, så man skal klæde sig på efter vejret.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.