Blæsevejret kommer tidligere onsdag end først forudset

DMI har i nat opdateret varslingen om blæst onsdag, hvor meteorologerne nu venter, at blæsten rammer Vestkysten tidligere end oprindeligt forudset - nemlig sidst på formiddagen.

DMI forventer onsdag morgen, at blæsten vil kunne mærkes i Vadehavsområdet allerede ved 11-tiden, og i løbet af eftermiddagen vil blæsten tage til i styrke og brede sig mod øst. 

Mange steder kan der ventes hård vind til hård kuling med kraftige vindstød, der stedvis kan nå stormstyrke, inden vinden langsomt aftager natten til torsdag. Foruden vind bliver onsdagsvejret præget af byger og regn. 

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer onsdag morgen på Twitter til at folk får sikret trampolin, havemøbler og andet, som kan blæse væk.

I Vadehavsområdet følger forhøjet vandstand efter blæsten. Højeste vandstand ventes klokken 21 mellem 2.5 og 3.0 meter over DVR (Dansk vertikal reference). 

I Esbjerg mellem klokken 20 og 23 mellem 2.2 og 2.5 meter over DVR .

I Havneby på Rømø mellem klokken 19 og 23 mellem 2.5 og 2.8 meter over DVR og ved Vidå mellem klokken 19 og 23 mellem 2.7 og 3.0 meter over DVR.

Kun et et lille skvulp

Højvandet ventes dog ikke at give problemer, da man på Vestkysten først får oversvømmelser, hvis vandstanden stiger væsentligt over 3 meter.

- Vi er vant til at håndtere højvande. Med de varslede højder er det dog for en sikkerheds skyld klogt at lade være med at parkere sin bil i Havneby på Rømø og ved færgelejet på Fanø i aften, siger vagtchef Ole Aamann, Syd- og Sønderjyllands Politi, onsdag morgen til TV SYD.

Træer vælter let efter meget regn

Der er kommet meget regn det sidste stykke tid, og den våde jord holder ikke så godt fast på træernes rødder. Desuden bærer træerne stadig blade, så vindtrækket bliver væsentlig større, end hvis bladene var faldet af. Der er derfor risiko for, at træer onsdag vælter omkuld.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.