Blæsten hærger landsdelen

Den kraftige blæst fik tirsdag Cirkus Dannebrog til at aflyse aftenens forestilling i Vejen. Det var umuligt for cirkusfolkene at rejse teltet.

- Hvis vi begyndte på det, ville vi risikere, at teltet ville flyve fra os. Og sådan et telt kan flyve langt og skabe store ødelæggelser, så vi er blevet nødt til at aflyse forestillingen i aften," siger Agnete Loiuse Enoch fra Cirkus Dannebrog til tv2.dk.

Cirkus Dannebrog havde solgt 800 billetter til forestillingen. Den er flyttet til i morgen.

I Sottrup i Sønderjylland sanerede blæsten en forfalden landejendom. De lokale beredskab fik fat i en kran til at fjerne løse tagplader for at forhindre, at de fløj rundt i landskabet og skabte ødelæggelser.

På Vejlefjordbroen væltede en lastbil med anhænger og skabte lange bilkøer.