Blinde bag rattet

Det køretekniske anlæg i Fredericia havde i dag to usædvanlige gæster på besøg.

Den 23-årige Camilla Skov og den 62-årige Bent Bjerre havde i dag muligheden for selv at sidde bag rattet i en bil, selvom de ikke kan se noget som helst.

Årsagen til det specielle arrangement skal findes hos Dansk Blindesamfund på Fuglsangcentret i Fredericia.

Her er det vigtigt for foreningen at sørge for, at de blinde medlemmer kommer ud og oplever ting, de normalvis ikke vil opleve.

Anette Sandhøj, der arbejder på centret siger, at aktiviteter som denne er vigtig.

- Det handler for de blinde og svagtseende om at få deres frihed tilbage. At give dem en følelse af at være med i samfundet igen, siger Anette Sandhøj.

En tur på glatbanen

Den ene af dagens to deltagere, Camilla Skov, har aldrig kørt en bil i sit liv, og altid været lidt misundelig på hendes veninder, da de fik kørekort.
 
Derfor var hun rigtig spændt på dagens udfordringer, inden hun satte sig ind i bilen.

- Jeg har altid siddet ved siden af, så jeg er spændt på selv at få lov til at styre bilen, siger Camilla Skov, der er ved at tage en bachelor i
offentlig administration.

Efter dagens rundtur på anlægget var hun selv tilfreds med indsatsen:

- Jeg synes selv, det gik godt. Det var en sjov fornemmelse at vide, at jeg havde kontrollen over motoren, sagde Camilla efter endt tur.

Hun husker dog specielt én oplevelse fra dagen:

- Det var, da jeg snurrede rundt ude på glatbanen - det var lidt vildt, siger hun med et smil.