Bliv din egen sikkerhedsekspert

Nu kan du få polititræning i at blive din egen sikkerhedsekspert. Onsdag aften i Helle Hallerne underviser politiet interesserede borgere.

Flere steder i Varde Kommune underviser politiet nemlig i, hvordan man lettere slipper for at opleve indbrud i sit hjem og tyveri af den tablet, der indeholder familiebillederne, eller en smartphone, der gemmer alle kontaktpersoner eller de designermøbler, familien lige havde fået råd til.

På møderne kan man helt gratis få alle politiets bedste fif og fiduser til, hvordan man bedst sikrer sit hjem, sommerhus, smykker og arvesølvet, mobilen og tablet med alt fra DNA-mærkning over alarmer til Nabohjælp med mere.

Politiet giver også praktisk hjælp til tilmeldingen til Nabohjælp, hvis du har behov for det.

Informationsmødet er onsdag kl. 19-21 i et mødelokale i Helle Hallen, og man møder bare op.