Bliv gift på stranden

Drømmer du om en borgerlig vielse udenfor rådhusets mure, så har du chancen nu. Onsdag den 6. juni er der nemlig mulighed for at blive viet på Sønderstrand i Aabenraa. Men du skal hurtigt ned på knæ og derefter ringe til giftefogeden.

Giftefogederne i Aabenraa Kommune har tradition for at gøre noget specielt ud af særlige datoer. I år er datoen 06.06.12 (6 + 6 = 12).

Og som vanligt, når datoen er særlig, så er prisen det også. Det er nemlig gratis. Normalt skal brudeparrene betale de omkostninger, der er forbundet med at blive viet andre steder end på kommunens sædvanlige vielseskontorer i Bov og Aabenraa.

Hvis man vil sikre sig en plads i rækken af brudepar den 6.6.12., så skal man kontakte giftefogeden på rådhuset hurtigst muligt og senest torsdag den 31. maj. Indtil nu har otte par valgt at lade sig vie på Sønderstrand den 6. juni.

I tilfælde af dårligt vejr flyttes vielserne til Højskolen Østersøen, der stiller lokaler og terrasse til rådighed, så parrene stadig har mulighed for at blive viet med Sønderstrand i baggrunden.

På datoen den 11.11.11 blev 30 par borgerligt viet i Aabenraa Kommune og allerede nu er der forespørgsler til den næste særlige dato. Reservationen til den 12.12.12 kl. 12.12 blev foretaget allerede i juli måned sidste år.

.