Bloddonorer: Er unge mænd pivede?

Er unge mænd mere pivede end unge kvinder? Kun hver tredje ung, som melder sig til at donere blod, er af hankøn.

Alt for få unge mænd vil være bloddonorer, lyder det fra foreningen Bloddonorer i Danmark. 70 procent af de unge, der melder sig, er kvinder. Det ærgrer foreningen, fordi unge mænd er særdeles leveringsdygtige i råstoffet i danske blodbanker.

- De har en højere blodprocent, så de kan tappes oftere. Og kvinder bliver gravide, så derfor er mænd er mere stabile, siger bioanalytiker Katrine Bay Steen, Donortapningen, Kolding Sygehus.

Der findes over 200.000 bloddonorer. Alligevel er der hvert år brug for nye donorer til at afløse dem, der falder fra på grund af sygdom, alder eller andre årsager.

Sidste år blev der tilmeldt flere end 20.000 nye til bloddonorregisteret. Af dem var 11.000 unge under 25 år. Men langt hovedparten af de unge, nye bloddonorer er kvinder. Faktisk hele 70 procent af de 11.000.

TV SYD har besøgt Donortapningen på Kolding Sygehus – og Hansensberg, hvor vi spørger unge mænd på automekaniker-linjen om, hvorfor de ikke giver blod?

TV SYD sætter i denne uge fokus på donationer. Ikke penge, men alt fra kroppen, som andre kan få glæde af. F.eks. organer, hår og blod.

Og netop blod er vigtig: 39 procent af blodet bruges til kræftpatienter.  Læs mere på http://blivdonor.dk/blod/.

Hvad bruges blodet til?

  • Kræftsygdomme, 39%.
  • Sygdomme i kredsløbsorganer, 20%.
  • Ulykker, læsioner, forgiftninger, og andre ydre påvirkninger, 12%.
  • Sygdomme i fordøjelsesorganer, 11%.
  • Sygdomme i blod og bloddannende organer og visse sygdomme som inddrager immunsystemet: 5%. Øvrige*, 13%.
* Kategorien “Øvrige” dækker bl.a. over sygdomme i urin- og kønsorganer, knogler, muskler, bindevæv, åndedrætsorganer, nervesystemet, øjne, øjenomgivelser, øre, hud og underhud; ved svangerskab og fødsel; infektiøse inkl. parasitære sygdomme; endokrine og ernæringsbetingede sygdomme samt stofskiftesygdomme; psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser; visse sygdomme der opstår i perinatalperiode; medfødte misdannelser og kromosomanomalier.