Blokade mod partikammerat

Fagforeningen 3F indledte tirsdag blokade mod Conrad Cafe i Vejle, der ejes af det nyvalgte socialdemokratiske byrådsmedlem Martin Sikær Kristensen.

3F kræver, at Martin Sikær Kristensen indgår overenskomst med fagforeningen, men det nægter han med henvisning til, at de omkring 60 ansatte ikke ønsker at melde sig ind i 3F. De er hovedsagelig organiseret i Kristelig Fagforening.

De unge ansatte har ligefrem truet med kollektivt at sige op, hvis de bliver tvunget ind i 3F.

Socialdemokratiet har et historisk slægtskab med fagbevægelsen. Derfor har partifæller søgt at overbevise Martin Sikær Kristensen om, at han bør indgå en overenskomst med 3F.

Op til fem blokadevagter mødte tirsdag op foran cafeen for at overbevise kunderne om at gå andre steder hen. Ved frokosttid var cafeen dog alligevel fyldt.

Konservativ Ungdom gennemførte en mindre demonstration foran cafeen, hvor de erklærede sig som tilhængere af "frihed for folket".