Se billederne: Blunt og Helmig åbnede store scene med et brag

Tusindvis af festglade gæster sang i vilden sky, da Jelling Musikfestival for første gang nogensinde åbnede store scene om torsdagen.

Jeg er glad igen, ovenpå.
Med igen, dagen efter dagen derpå.

Sådan sang Thomas Helmig, da han gik på scenen, mens piger og kvinder i alle aldre hvinede i vilden sky – og festivalpladsen var propfyldt med tusindvis af mennesker.

Torsdag klokken 21.45 indtog Helmig senior store scene på Jelling Musikfestival – umiddelbart efter at Helmig junior, sønnen Hugo Helmig, havde spillet på Teltscenen.

quote

Det er gået super, super, super godt. James Blunt var fantastisk, og Thomas Helmig bjertager jo folk.

Lars "Charlie" Mortensen, festivalleder, Jelling Musikfestival

Inden Thomas Helmig skabte britiske James Blunt en fest på store scene.

Det er første gang i festivalens 30 år, at Store Scene og området omkring åbner allerede torsdag. Det har, ifølge festivalledelsen, været en enorm succes.

- Det er gået super, super, super godt. James Blunt var fantastisk, og Thomas Helmig bjertager jo folk, siger festivalleder Lars ”Charlie” Mortensen til TV SYD – netop som Thomas Helmig skulle til at takke af.

Mørket var faldet på, da Thomas Helmig stod med sin guitar og sang "Malaga".
Video: Peter Elgaard, TV SYD

Eksperimentet med at åbne for alle scener har allerede skabt glæde.

- Det er godt nok topprofessionelt – også på de andre scener. Jeg kan kun være tilfreds, slutter Lars ”Charlie” Mortensen. 

Festivalen fortsætter fredag, hvor Wafande, Scarlett Pleasure, Mew, Aqua og Dizzy Mizz Lizzy skaber en fest på store scene. Se hele programmet for alle scener og dage på Jelling Musikfestivals hjemmeside.