Bly i drikkevand kan komme fra vandhanen

Tønder Kommune går nu i gang med at udskifte kommunale vandledninger af bly, men arbejdet kan være forgæves. Blyforureningen kan stamme fra vandhanerne.

Kommunen slog alarm, da der blev fundet blyforurening i 20 af 22 vandprøver. I de forurenede prøver var der mellem 5,2 og 52 mikrogram pr. liter.

Siden har kommunen fundet 90 kommunale stikledninger lavet af bly. Arbejdet med at udskifte dem gik i gang i denne uge, og alle skal være udskiftet ved udgangen af næste år.

Fagfolk mener, at arbejdet kan være forgæves, da blyforureningen kan stamme fra folks vandhaner. Alle vandprøverne er taget i køkkenet i de enkelte husstande, som er koblet på kommunens vandforsyning.

TV 2-programmet Operation X afslørede i oktober 2007, at vandhaner med blylegeringer kan afgive helt op til 65 mikrogram bly til drikkevandet efter 12 timers henstand. Det vil sige, at der ikke er blevet tappet vand i de seneste 12 timer.

Det er muligt, at gamle vandledninger af bly overhovedet ikke afgiver bly, da de indvendigt er dækket af et tykt lag kalk.

Vandhaner ikke tjekket

Miljøchef Christina Jørgensen, Tønder Kommune, oplyser, at vandhanerne ikke blev tjekket, da vandprøverne blev taget.

- Dem har vi ikke forholdt os til, betoner hun.

Det er op til husejerne at få målt, om blyforureningen overstiger grænseværdier på ti mikrogram pr. liter.

Vandrør af bly stammer fra en tysk byggetradition, som blev indført i Sønderjylland, da landsdelen frem til 1920 var en del af Tyskland.

I Danmark er der ingen krav til, hvilke materialer vandhaner må laves af.

Mange producenter tilsætter bly til en legering af messing for at blødgøre materialet. Det bløde metal giver mulighed for at arbejde mere kreativt med designet, og det slider mindre på værktøjerne.

Hvis bly optages i kroppen, kan det give nyreskader og øget risiko for hjerte-kar-sygdomme. Også produktionen af æg- og sædceller kan påvirkes.