Bo Gert Christensen fra Brørup Slagteri hædret

Bo Gert Christensen - tillidsmand på Brørup Slagteri - fik søndag LOs tillidsmandspris

Det skete under åbningen af LO-kongressen søndag. Yderlige fem tillidsrepræsentanter fra forskellige forbund blev belønnet med TR-prisen.
 
Bo Gert Christensen har haft en barsk tid som tillidsrepræsentant på Brørup Slagteri. Ikke mindst da ledelsen af den tyskejede virksomhed i forsommeren forsøgte at diktere en markant lønnedgang for medarbejderne.
 
Medarbejderne stod sammen mod diktatet, som da også til sidst blev trukket tilbage til fordel for forhandlinger, som endnu ikke er afsluttet.
 
Og i det hele taget har Bo Gert Christensen udmærket sig ved at få en medarbejdergruppe med mange forskellige nationaliteter til fremstå som en enhed. Med en 100 procents organisering som en selvfølge.
 
- Du udstråler ro og overskud. Noget som kollegerne har brug for i en svær tid, sagde LO-formand Harald Børsting, da han overrakte landsorganisationens tillidsrepræsentantpris til Bo Gert Christensen.