Bøde på en million for forurening

En landmand i Nustrup ved Haderslev har fået en bøde på en million kroner. Han havde ikke sikret et stort lager af ensilage, så saften løb ned i jorden og truede vandløb og grundvandet.

Landmanden lavede i 2010 et bjerg af ensilagen på et tidligere køreteknisk anlæg. Bjerget fyldte cirka 95x50x10 meter, oplyser dagbladet JydskeVestkysten.

Den 60-årige gårdejer er dømt for overtrædelse af planloven og loven om miljøbeskyttelse.

Han har anket dommen.

- Jeg har ingen holdning til det, før der foreligger en endelig dom, siger landmanden til JydskeVestkysten.

Landmanden eksporterer majs til Tyskland til produktion af biobrændstof.