Bødeblokken blev varm...

Bødeblokken blev igen holdt varm, da Syd- og Sønderjyllands Politi var på færdselskontrol i Esbjerg-området. Bl.a. fik 21 bilister et klip i deres kørekort.

Færdselspolitiet holdt razzia i Esbjerg-området først på dagen. Her blev 33 noteret for at køre uden sele og 23 snakkede i håndholdt mobiltelefon.

En blev sigtet for at køre frem for gult lys, mens en anden aldrig havde taget kørekort.

21 fik klip i kørekortet

Senere på dagen var der fartkontrol på Tingvejen, Lunde Hovedvej og Ølufvad Hovedvej. Her blev i alt 22 sigtet for store overskridelser af hastigheden. De 21 fik som nævnt et klip i kørekortet - og den sidste kørte over 147 km/t - og kan udover bøden se frem til en betinget frakendelse.

15 af overtrædelserne var også på over 30 pct.  Det udløser et tillæg på bøden.