Bøder for at brænde haveaffald

Det koster en bøde på 500-1000 kr. at brænde haveaffald af i sin have i bymæssig bebyggelse. Det gør Syd- og Sønderjyllands Politi opmærksom på efter adskillige småbrande i weekenden.

Bl.a. i Esbjerg løb et havebål løbsk og truede et hus.

- Næsten alle kommuner har regler, som forbyder afbrænding af haveaffald hele året. Og det giver en bøde på mellem 500 og 1000 kr., hvis man sætter ild til blade og kviste. Det kan man trods alt køre mange gange til genbrugspladserne for, siger vagtchef Jan Stokholm hos Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

sæson for havebål

Weekenden viser, at mange ikke kender disse regler. Der har været adskillige brande i regionen lørdag og søndag.

- Det er sæson for at rydde op i haverne. Men det er ikke tilladt at brænde affald af i bymæssig bebyggelse.

Røg generer

- Man må godt lave et lille bål og bage lidt snobrød i haven. Kun i de meget tørre peroder, hvor der udstedes totalt afbrændingsforbud, må man vente med snobrødsbagningen.

- Og så er det altid forbudt at brænde af, hvis røgen generer omgivelserne.

Andre regler på landet

Reglerne gælder som nævnt i bymæssig bebebyggelse. På landet - og i skovområder - gælder andre regler.