Bøder bremsede gaderæs i opløbet

Masser af politi og en stribe bøder bremsede lørdag aften forårets første ulovlige gaderæs i Hedensted, Horsens og Vejle.

Sydøstjyllands Politi udsendte lørdag aften en advarsel på Twitter om, at ordensmagten ville være på stikkerne og ikke tolererede gaderæs.

Derfor blev bilister og tilskuere, der senere lørdag aften dukkede op på de kendte steder for gaderæs i industrikvarterer i Hedensted, Horsens og Vejle mødt af politiet.

Da der var flest biler til stede, var der efter politiets skøn 400 biler samlet i industrikvarteret på Saturnvej i Horsens.

- Vi var massivt til stede og alt forløb ganske fredeligt, selvom der ikke blev lejlighed til at "koge dæk" eller køre stærkt i aftes. Hver gang gaderæset blev forsøgt flyttet til et nyt sted, var vi også der. Det hele foregik dog i god stemning, selvom vi måtte dele bøder ud til de værste brushoveder, siger vagtchef Jesper Duus, Sydøstjyllands Politi, søndag morgen til TV SYD.

I alt blev 33 personer præsenteret for bøde og nogle fik et klip i kørekortet for en række forskelige færdselslovs-overtrædelser, da de blev stoppet og kontrolleret på vej til eller fra de steder, hvor de mange bilister var forsamlet.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.